Pottetræning Af Hvalpe
Hvis hvalpen har faste spise- og gå-tider, er det nemmere at forudsige, hvornår den skal ”på potten” og hermed nemmere at træne hvalpen til den ønskede adfærd.
Lad ikke foderskåle stå med rester, men giv hvalpen god tid fx 20 minutter til at spise og fjern så skålen. Lad dog altid vandskålen være tilgængelig med rent vand.
Hvalpe vil ofte føle trang til at besørge:
- Lige efter de drikker vand eller spiser
- Når de vågner, efter natten eller en lur
- Efter eller under leg
- Når de har været indendøre en time eller to, afhængigt af alder
Husk at små hvalpe stadig er ved at udvikle deres blærekontrol, så giv tid til at lære samt tid til at udvikle kontrol over blæren.
Hvis du har overtaget en voksen hund, der ikke er renlig, er den bedste taktik at lade forestille sig at det er en 8 uger gammel hvalp og starte helt forfra med renlighedstræning.
ROS!!
Ros altid din hvalp entusiastisk og brug de ord du benytter for tis/ afføring, når den besørger på det rigtige sted. Så vil den med tiden kæde det sammen med handlingen. Slå aldrig din hund og stik aldrig snuden ned i dens efterladenskaber, hvis den gør det indendørs. Afstrafning vil forbinde handlingen med ubehag, særligt hvis du er til stede, hvilket på ingen måde hjælper på træningen eller jeres forhold indbyrdes. Hvis du ser din hvalp sætte sig til at besørge indendøre, distraher den øjeblikkeligt med et klap eller en høj lyd, tag den op og sæt den udenfor med det samme og hvis den genoptager handlingen, så ROS i glædestrålende toner, samt brug ordene for tis/ afføring. Ros mens hunden er udenfor og i gang, ikke når den kommer tilbage til døren bagefter. Så tror den at den er dygtig, fordi den kommer hen til dig og selvom det er en god ting, gør det ikke gavn for renlighedstræningen. | Foto: Carla og Oso, 2014. |
Hvis hunden har tisset eller haft afføring indendøre, har den sandsynligvis ikke kunne holde sig eller været nervøs/ angst. Hunde sviner ikke i hjemmet for at straffe ejer eller fordi de er vrede, de tisser eller har afføring, fordi deres instinkt fortæller dem at det er nu! Hvis en hund har haft uheld indendøre, er det vigtigt at fjerne alle rester af duftene. Brug ikke rengøringsmidler med ammoniak, da det vil forstærke duftene (ammoniak lugter af tis for en hund). Der fås egnede midler i kæledyrsbutikker og på egnede flader er klorin min egen favorit! Undgå at træne på aviser, håndklæder eller lignende. Hvalpen lærer at det stadig er ok at gå på potten indendøre og vil forlænge processen. Forvent ikke at en hund er færdig pottetrænet, før den er mindst 6 måneder eller ældre, afhængigt af race og størrelse. Vigtigst af alt – Vær tålmodig! Til allersidst .. en anden brugbar metode er at rulle en avis hårdt sammen og hver gang din hvalp besørger indendøre, så tag den og slå dig selv, mens du gentager: ”jeg glemte at holde øje med min hund..jeg glemte at holde øje med min hund..” Husk at de ”små ulykker” oftere er ejerens skyld, end hundens. For mere information se evt. www.apdt.com ( Association of Professional Dog Trainers) |